Formandsberetning, 2012.

 

Stadig kan jeg starte med at slå fast at SASO lever og har det godt.

Og stadig at vi er udfordret på forskellig vis og må indrette os derefter.

 

Om koncertene.

Vi har hidtil holdt koncerter i november hvorfra vi har taget nogle af værkerne og suppleret med nye til nytårskoncerter. Junior har fundet at efterårsperioden op til novemberkoncerterne var for presset. I år har vi derfor kun lavet to nytårskoncerter i januar som afslutning på efterårets arbejde. Det var vores tanke at efteråret skulle rumme nytårsmusik og anden slagfærdig musik som er velegnet til både nytårskoncerter og koncerter for efterskolerne hvor vi jo har startet en tradition i Rinkenæs og Tinglev. Efterskolekoncerterne skulle derfor rykkes fra maj til januar og majkoncerterne kunne så være i Nørherredhus og Slesvig med det jeg er kommet til at kalde seriøs musik om foråret. Rinkenæs er med på at flytte til januar, men ønskede at hoppe 1½ år og ikke ½ år, så dér har vi ikke været i år. For Tinglev derimod passer januar overhovedet ikke, så dér må det blive i maj. Det ødelægger lidt ideen med populærmusik - forstå mig ret! - om efteråret og - det andet om foråret. Så i Tinglev må de tage hvad vi har. Vi har dog i år været meget imødekommende, også fordi vi skal spille til Panbos høstkoncert.

I vores bestræbelser på at få koncerttraditioner rundt om i landsdelen hvor SSO ikke kommer, har vi hidtil manglet Haderslev kommune. Men den kom med i år i form af en koncert

i Vojens i samarbejde med Vojenskoret, men hovedsageligt ved vores arbejde, Johns for at være helt præcis. Der var 70 betalende tilhørere, men koret og mulige gratister fyldte også godt op - og spiste kage. Kage er blevet en god tradition. Vi får se om også Vojens bliver en tradition. DR2 reklamerede for koncerten. Hør formanden fortælle den historie han elsker.

I Ballum lavede vi vores første koncert d. 25. maj 2008. Den er blevet fulgt af 4 nytårskoncerter - alle med kaffe og kage. Forrige år var der 83 betalende publikummer, sidste i år 150 og i år 104. Alt tyder på at det er en pålidelig tradition. Måske skal vi lægge kræfter i for at få danseakademiet med igen til nytåskoncerterne.

I Tinglev og i Rinkenæs havde vi i maj for et år siden en kolossal succes hos efterskoleeleverne med især Ringenes Herre og Pirates of Caribbean. I Tinglev skal vi i maj lave vores 3. koncert. I Tinglev er de begejstrede. Jeg citerer Jørn Warm, leder af Tingleff Nachschule:  “Vi har arbejdet på sådan noget her i årtier, forgæves. Nu er det er lykkedes én gang. Det ligger nu lige foran os at følge op!” (J.W). I Rinkenæs siger de: ”Hvis vi overhovedet eksisterer til den tid, så vil vi gerne have jer!”

Samarbejdet med Sydslesvigsk Forening startede med en skuffelse, da vi måtte aflyse en nytårskoncert i januar 2010 på grund af snefald. Vi aftalte straks en ny koncert som blev afviklet i november 2010. Den fik en publikummodtagelse af de helt store. Vi oplevede det som et brag af en koncert. Vi får igen lejligheden til at spille i den fantastiske skole i den dejlige koncertsat til maj. Og håber det kan fortsætte.

Da dén koncert kom i hus, lagde jeg Nørherredhus til side. Men da jeg under udarbejdelsen af dette års beretnig så omtalen af Nørherredhus i sidste års beretning, blev jeg egentlig helt rørt. Der stod bl.a. ” Mads Clausens Fond … støtter ideen om tilbagevendende koncerter.” Det er jo et udkantsområde af den art vi er på jagt efter. Teatersalen er en kopi af Det kongelige Teaters gamle scene og efter Mads Clausens ønske lavet således for at Det kongelige Teater let kunne komme på besøg med løbende forestillinger. Det er altså en sal med store ambitioner. Vi har kunnet trække publikum, og det er en dejlig sal at spille i. Vi bør holde fast, og jeg er derfor glad for at det har kunnet lade sig gøre.

 

Musikskolerne og prøvearbejdet

Samarbejdet med Sønderborg Musikskole er fortsat helt.

Vi er åbne over for samarbejde med de andre musikskoler i området. Skolerne ved det, og vi har kunnet imødekomme alle ønsker. I år har vi netop deltaget i det strygerstævne som hele egnens musikskoler laver årligt.

Pr. efterår 2010 begyndte vi at lægge ca. halvdelen af prøverne i Sønderborg. Det var af hensyn til de unge musikskoleelever og forældrene.  Det er en belastning for vores mod nord og vest boende musikere. Tak for tilslutningen alligevel! For at øge prøvetiden i forhold til transporttiden har vi lavet de lange lørdagsprøver i Sønderborg og har også forsøgt os med forlængede tirsdagsprøver. Musikskolen har bidraget til at få disse til at glide lettere ned ved at servere et aftensmåltid for os.

Og vi har opretholdt det bedste forhold til forældrene, det viser sig hver gang vi mødes. Og når vi skal langs, hjælper de med at slæbe harpe og andre instrumenter, sælger billetter og hjælper med oprydning - og betaler betragtelige bidrag til at hele familier kan komme med bussen hvor det kunne gøres meget billigere i en privatbil.

Sidste år konkluderede vi at weekendprøver var en god ide der skulle fastholdes. Dvs. den kunne yderligere forbedres. Undervejs i efteråret, jeg tror det var d. 13./14.11 2010, evaluerede vi efteråret og det blev foreslået i stedet for en weekendprøve at lade to sønderborgprøver være lange lørdags- (eller evt. søndags)prøver - ikke samme weekend. Det er ikke så belastende familiært som sammenhængende lørdag-søndag. Dertil et par delte prøver hvor blæserne prøver i Aabenraa og strygerne i Sønderborg (hvor vi ser gennem fingre med afbud fra meget vest- og nordvestlige strygere - rent undtagelsesvis!) Den struktur har vi haft siden.

 

Kulturby 2017

Det grænseoverskridende element i orkestret er stigende både i form af musikere fra Tyskland og mange fra det tyske mindretal her i landet, og i form af koncerter specielt for det tyske mindretal i Tinglev og tilsvarende for det danske mindretal i Slesvig.

Det kan pege meget konstruktivt hen mod vores deltagelse i Kulturby 2017 som, hvis vi får det, vil markere sig som netop grænseoverskridene, ja, grænseudjævnende.

 

Dirigenten

Fra foråret 2008 og indtil januar i år har vi haft den samme dirigent, Lars Birkelund Olsen. Dermed har vi prøvet en lang, stabil periode i prøvearbejdet. Med vores nye dirigent, Søren Rønsbo, er der kommet helt andre boller på suppen - de er meget forskellige de to - og det er givetvis sundt for os. Når vi til oktober får Jacob Elmedahl tror jeg vi oplever endnu en helt anden type dirigent. Det skal vi vide at udnytte optimalt. 

 

 

Samarbejdet Sønderjyllands danseakademi:

Melissa er stadig meget interesseret i samarbejde. Det blev ikke til i januar 2012 fordi hu7n var i Australien. Derefter har danserne haft meget at se til, men vi forsøger at få nnoget i stand om kort tid.

 

Link til Generalforsamling 2012